På det idylliske Langeland ligger godset Skovsgaard, der sammen med Danmarks Naturfredningsforening drives med det formål at bevare den oprindelige natur og landskab. Her forenes kvalitet og biodiversitet, når vores dygtige kollegaer, Lana og Georgia, dyrker frilandsgrøntsager direkte til dit køkken. Vi fremmer biodiversitet ved at have en sund jord, der er levende året rundt. Det opnår vi ved kun at bearbejde jorden i det øverste lag, have helårligt jorddække, høste i hånden, have diversitet i de sorter, vi dyrker, og have striber af blomster, der tiltrækker insekter, ind imellem rækker med grøntsager. Dette er med til at skabe et rigt økosystem. Alle vores grøntsager er økologisk dyrket med respekt for naturen og afspejler vores engagement i de regenerative dyrkningsmetoder.

